Mine Hunde / Chivas i mindebogen
Min første Jagthund.

Chivas i mindebogen

Vores 1 jagthund, en god en af slagsen.

Chivas og jeg startede træningen straks da han kom hjem til os, vi boede da på

skolevej i tjæreborg, træningen tog til og Chivas blev bedre og bedre.

Den 1 prøve jeg var til var da Chivas var 9 mdr. gammel den 22. juli

på min fødselsdag, det var en DJU apportering prøve i

Gørding.. jeg var sindssyg nervøs, også fordi der hjemme ventede 8 fødselsdags gæster,

og tænk hvis jeg dumpede, men som sikkerheden selv i apportering hev vi den i hus med 27 point, jeg var pave stolt, og så min allerførste prøve udover udstilling, og denne gang med min helt egen hund.

Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over hvor lang tid man bruger med hundene førhen var hundene jo ”færdige” far havde klaret alt forarbejdet.

Flere prøver kom til og det kørte bare derud for os, jeg havde dog en tendens til stadig at blive alt for nervøs, det var opkast hele natten dagen før de kommende prøver, det kunne tydeligt ses på hunden, vi havde en tendens til at jeg lige skulle ”prøve” en prøve først for så at lave maks. point med ham næste gang vi var oppe, men hundens skyld var det bestemt ikke.

Da Chivas var omkring de 2 år, startede jeg først på marken med ham, dette var lidt sent men jeg håbede at det gik, da jeg aldrig har trænet mark før lavede jeg vildt mange føre fejl.. men vildtet det kunne findes, jeg var nok også så heldig stillet at hunden bare gik, han vidste godt hvordan man lagde et søg. Dette gjorde dog at Chivas blev en anelse selvstændig de første år, og gik langt ude for mig, det lyder kritikken også på nogle af de gange vi har været på markprøve. Som årene gik kom der flere og flere prøver til, vi hev alt hjem hvad der kunne hives hjem og jeg var lige stolt hver gang, dog manglede marken stadig.

Da Chivas blev omkring de 4 år, begyndte det først for os at lykkedes mere og mere med marken, vi fandt ud af at hjælpe hinanden og jeg lærte hvordan man gik med hund på marken (sådan da). Vores kritikker blev bedre og vi var lidt uheldige et par gange de sidste par prøve, men pyt vi havde nogle gode timer sammen, og i gode hundevenners lag. Vi var med på jagt et par gange hvor Chivas gik super, han lagde sit søg for mig og vi fik nogle vildt gode oplevelse, der var dog kun lige den har selvstædighed den forsvandt altså aldrig helt, han tog et par turer efter rådyr en gang i mellem, men pyt jeg havde jo vænnet mig til det *s*

Da Chivas var lige lidt over 5 år, begyndte han en dag at halte, jeg tog til dyrlæge (min egen var der desværre ikke denne dag) og fik af vide at det bare var et lille vrid så han fik pencelin og skulle være rolig i 1 uge. Efter 1 mdr. syntes jeg ikke der var forbedringer og kørte til min egen dyrlæge Jens og sagde hjælp min hund halter på venstre forben, han tjekkede benet og kiggede meget forunderligt på mig, og med et blik som Jens nok kun kan have vidste jeg ar den var helt galt, ÅÅÅNej hvad gør vi, vi tog en masser billeder af hans skylder og albuer og han fik konstateret kompartment syndrom i venstre skulder. Denne gang skulle Chivas holdes i ro i 3 mdr. uden nogen form for aktivitet, pyha det er svært med en hund som er super aktiv hver dag. Men vi holdte ham i ro, og 3 mdr. efter tog vi til kontrol, INGEN bedring lød meldingen, PIS. Denne gang fik vi lidt smerte stillende med hjem da Chivas haltede en del endnu, beskeden lød på at jeg stille og roligt måtte gå en tur i snor med ham, dette fortsætte i 2 mdr. vi kørte igen til dyrlæge og jeg troede der var en forbedring, da han ikke havde haltet den sidste mdr.. DEJLIGT. Jens kunne dog ikke mærke den store forbedring men en lille var der dog, så jeg måtte starte på genoptræningen med ham. Perfekt nu havde vi jo også i mellemtiden købt en lille nedlagt landbrug med 6 HK jord til, og sikke et hunde eldorado herude. Jeg kørte på med genoptræningen af Chivas, men hver gang han havde været lidt for aktiv var den galt dagen efter, jeg måtte løfte ham ud af bilen og nogen gange op af hans kurv om morgen. Vi valgte derfor at pensionere ham, og så måtte han bare være hygge storebror for Maxi som kom hjem om små 2 mdr. Vi var glade for vores beslutning da Chivas betød alt for os, og vi syntes og at en hund på 6 år, var alt for tidlig at skille os af med.  Vi flyttede ud på gården og Chivas løb frit rundt og passede sig selv, det vidste sig at være skidt for benet, med alt den motion trods at han selv styrede tempoet. jeg kørte endnu engang til dyrlæge og Jens rystede på hovedet og sagde, Mona benet er nu fyldt med betændelse hvad gør vi? vi kan operere og sætte skurer og en plade ind i skulderen sådan skulderen bliver stiv, og så må han gå i hundegård, og må ikke løbe frit i form af at det kunne sprænge. Jeg ringede til min mand Kinni og fortalte om situationen med Chivas og bestilte en tid til aflivning. (Dette var om fredagen og vi bestilte tid til om mandagen), så havde vi hele weekenden til at hygge med ham i. Ude på gården havde vi set lidt fasaner, og dem ville vi på jagt efter som den sidste jagtoplevelse for Chivas skyld, han gik perfekt nede i juletræerne først en perfekt stand med rejsning af sneppe og ro i opflugt, Kinni skød desværre forbi, pyt vi søgte videre, og bum stand igen, Chivas fik rejse ordre og op kom en flot fasan, bang, ro og perfekt apportering af Chivas. Vi mente at dette var godt for i dag, da stykket ikke er vildt stor så vi ville ikke skyde mere, vi sagde kom Chivas men det ville den sku ikke, først tænkte ja hva´skidt bare lad ham løbe, indtil vi begge kiggede op og der kom Chivas løbende tilbage med en fasan mere i munden, hvor dælen kom den fra, vi havde dog hørt naboen havde været på jagt, og hørt skud men vi havde ikke set at en fasan med et lunge skud havde smidt sig i vores træer, men det havde Chivas. Sikke en hukommelse og det var i hver tilfald 30 min siden naboen skød og klog hund det må man sige han vidste den var død, og jagede videre til der var tid til at hente det døde. Dette var den bedste afslutning man kunne ønske sig med sin jagthund og den vil blive husket til evig tid.

Chivas ære være dit minde, vi savner dig og du vil altid være i vores hjerter.

 

 

 

Mona Storgaard | Karl Jensens Vej 16, 6731 Tjæreborg  | Tlf.: 21920030 | jagtlysten@gmail.com